I virkeligheden

Realisme, sagde han, det er det der skal til.
Noget man kan ta' og føle pa - hvis man altså vil.
For det mærkværdige ved realismens små forfægtere
er at de næsten altid er store benægtere
der kun vil se deres egen realisme.
Egoets hellige ret til at klandre
os og de andre
for vores anti-egoisme.

. . .

ldeologier, fnyste han, er opium for folket.
Mener han det folk som han selv har dolket,
da han søgte en stilling hvor han kunne drive,
blot for at holde sig selv i live.
Eller mener han at vi andre er blinde slaver
for idealismens misbrugte testamente,
men han bare kan vente
sammen med sine øglepaver.

. . .

Vente på ideer, som andre fabrikerer
og han deklasserer og kasserer.
Uden at vide, at realisme ikke kan leve i sig selv
men blot er træer ved livets elv.
Fandtes der ingen ideer, ingen skabende tanker
var der intet at realisere, kun hæmmende tågebanker.

. . .

Åh, statsunderstøttede kartoffelhyppere
der ser så klart og realistisk på livet.
Holder I da aldrig op med at måle frikadellerne
og forherlige stræber-kivet.
Ejer I da ikke et enkelt gran af idealisme
uden sofisme eller skeptisme
i jeres forbandede egocentriske pseudo-realisme.

. . .

Nej fanden ler af det hele,
han ved at samfundets sele
brister når alle vil dele
og ingen mere vil mele
sin egen forbandede kage
men vil at din næste må smage.