Nu!

Dugvasket, ny, stiger solen bag en bræmme af væde der fly'r.
Træt og forvåget går Månen til ro, på en hynde af rødmende sky'r
Som en kåd lille tøs kysser vinden sig vej over vågnende by'r.

Dagbleget, mat over jorden, hænger stjernernes takkede hær.
Duggen fortoner i skingrende blåt over marker med korngræs der drær.
I et tideløst NU kysser kvinden i gryet den mand hun har kær.