Tilblivelsen.

Himlen er svanger med væde,
skyens urolige klæde,
spaltes som sne af en slæde,
af solens krævende hånd.
Jorden ånder fornyet,
drikker beruset af gryet,
møder skælvende gnyet
og løser sit hosebånd.

Stormen favner i brynde,
bjergets regnblanke ynde
elsker det uden at synde
...Naturlige elskov er ren.
Havet der leger ved kysten,
smittes af elskovslysten,
mærker en krævende rysten
og kysser en rullesten.

Istidens drot går til grunde.
Kloden får skove og lunde.
Urdybets gærende bunde,
hvisker det første BLIV!
Livskimets små amøber
ligger i mørket og støber,
alt hvad der siden røber
at jorden har fået LIV!